Hønens lille ny skal på tour

Irmas legendariske lysreklame med hønen, der lægger æg er flyttet hjemmefra, for bygningen skal ombygges. Der har den været et kært vartegn, der siden 1936 har spejlet sig i Søerne, og det må se helt forkert ud uden høne.

Hønen selv har været heldig – den er flyttet på landet på Knuthenlund, mens der bygges, og bor nu i biodynamiske omgivelser med sortbrogede grise og røde malkekøer.

Knuthenlund fik på dagen for hønens housewarming certifikat på at være biodynamisk, og her er gammeldags dyreracer og topmoderne forhold, hvor man arbejder med naturen på både gammeldags facon, samtidigt med at der er videnskab ind over. Et godt sted at være for en alderstegen høne.

Man kan også hilse på glade grise på Knuthenlund (Foto: FP Anduin)

Irma-hønen on tour

Hønen holdt housewarming med et stort rykind af gæster. Knuthenlund har altid mange aktiviteter i efterårsferien – i år så suppleret med ekstra fest, hvor man bl.a. kunne se de første kyllinger. En af dem er nu allerede blevet så stor, den skal på dannelsesrejse.

“Hver uge vil den lille høne flyve land og rige rundt på besøg hos en række af Irmas leverandører, kokke, bloggere, samarbejdspartnere, politikere, madelskere, meningsdannere, foodies og food fightere m.fl. til snak om kvalitet, råvarer, madglæde og en bedre verden.”

Irma lover, at “Den kommende tid står ikke blot på hygge og kaglen hønsegården. Alle steder på touren vil den lille høne undersøge, hvad der netop gør stedet eller personen til noget specielt, hvad angår fødevarer og produktionen af dem. Hønen vil hakke til. Helt ind til benet. Aflive myter og sørge for ren besked. Den vil sikre, at en fjer ikke bliver til fem høns og spørge ind til den åbne og ærlige produktion af vores fødevarer. Og til det aftryk, som produktionen af dem, har på vores verden.” Det kan man så læse mere om her.

Anduin