Mad er vel en messe værd

Væg til væg smagsoplevelser på Hørkrams julemesse i Bellacentret.

Man kan blive træt i benene og i fødderne, men ikke træt i munden efter 7 timer i selskab med smagsprøver og synsindtryk fra over 200 stande. Der er trængsel, men den er overkommelig; og selv om man tygger næsten kontinuerligt, kan man nå at snakke og stille spørgsmål og høre om produktionsmetoder både er og hisset. Skulle man blive lidt mat, er der altid noget is i nærheden. Italiensk champagneis er ikke det værste lige at friske ganen med.

 

Appelsin er hot

Det nye sort er orange som i appelsin – i hvert fald når det gælder julesild. Appelsinsmagen er mere udtalt i år, og det bliver sildene kun bedre af. De er så også lysere end den farve, man normalt forbinder med julesild. Skulle man ønske et alternativ til brunede kartofler, er en marinade med appelsin og krydderier heller ikke værst. (Fx til lige at varme igennem i på panden efter at have kogt og evt. pillet i god tid).

Det gule fås nu også som rødbede – smagen er stadig umiskendelig rødbede – kun farven er en anden.

Gule rødbeder smager som rødbeder.

Spegepølse til næsen

Der er mange slags spegepølser, og nogle af de italienske salamier – bl.a. lavet af vildsvin – er fantastiske. Vælger man salami med trøffel, starter oplevelsen sådan ca. 10 cm fra næsen, før man tager en bid, for trøffel er meget aromatisk. Den smager fantastisk, selvom det måske for nogle er en ’acquired taste’.

Og apropos aquired taste….

 

Ris a la mande med larver, anyone?

Insekterne har gjort sit indtog på madarenaen, og man kunne gøre sig klogere på, hvordan – inkl. sætte tænderne i en smagsprøve på ris a la mande med insekter og knasedrys af sukkerristede minilarver. Det smager aldeles udmærket.

Nina Askov fra Buglady nævnte, at fx energibarer med insekter solgte bedst, og undrede sig over det. Det er nu ikke så underligt, for laver og insekter ser ikke indbydende ud og er meget lettere at spise camoufleret som bar – eller i ris a la mande.

Hvad vil du helst sætte tænderne i – dem her… eller ris a la manden?
Ris a la mande med lavedrys.

Øko på flaske

Der er efterhånden et utal af økologiske drikke inkl. et par ’efterligninger’ af Wish, som også var repræsenteret. Flere slags sodavand, en del ginger ale, som ikke alle var lige ginger i smagen. Her er rabarber og rabarberblandinger stærkt med. Det kan så være så som så med rabarbersmagen. Den bedste udgave af den, fås som italiensk is.

 

Frugt og grønt

Der er mange nye slags frugt, og man kan få champignonplanter og spise bladene, som smager af – champignon.  Den kan bruges ligesom andre friske krydderurter og minder om basilikum i udseendet.

Kartofler var bl.a. repræsenteret af smukke eksemplarer fra lammefjorden, hvor man kæmper med kvaliteten i år – vejret har været en prøvelse. Man løser en del af problemerne med gode emballager med mikroperforering og kontrolleret luft, hvilket bl.a. forsinker kondens, mug og grønfarvning.

Krydderurter i krukker – og ingen kunne gætte, hvad champignonplanten var.

Bornholmske procenter

Årets snapse var Bornholmske, og de smager fantastisk. (Det var godt, der var gratis bus til og fra messen). Chilisnaps med citrontonic er klasse – citronen får skarpheden fra chilien til at føles næsten som en prikken fra brus sammen med en fin, lys overtone af friskhed. Kan klart anbefales. Hindbær/ingefær/granatæble er heller ikke så ringe. En farve som læbestift og en smag som bolsjer på steroider. Dobbelt sekser, tak.

Bring it on…

 

Brunkager med hvad??

Lidt nyt til julebordet er brunkager med blåskimmel-mascarpone-creme. Let at lave: man rører en meget blød blåskimmelost med mascarpone, til den er luftig og sprøjter på i toppe på brunkager. Jeg ville eksperimentere lidt mere med opskriften, men noget på brunkagerne kan godt have en fremtid. Der ville jeg så overveje at genoptage ideen med appelsin til mascarponen. Måske hjulpet lidt med kandiseret ingefær. Det må komme an på en prøve.

Nej, de smager ikke mere sexet, end de ser ud. Men man kan eksperimentere…

 

Salt til lands og til vands

Salt kommer i mange former – og i mange farver. Hos Norður Salt på Island laver man havsalt i flere smagsvarianter, og ved Mariager er der en salthorst, hvor man kan pumpe salt op. Der tilsætter man krydderurter. Resultaterne er forskellige både i udseende og måden, smagen er tilsat på, men begge typer smager fint. Salt kan smage af noget og ikke bare være salt – også i den rene form. Salt har været fremstillet af bønderkoner i alle kystegne af Danmark til både husbehov og videresalg.

Salt med lakrids, blåbær, rabarber…

Anduin

 

Og så var der selvfølgelig kager…. og lakager… og skærekager… og kage med…