Hvad skal vi med det?

Kokken Nikolaj Kirk gav sit bud på, hvad et Madens Folkemøde skal gøre godt for – og gjorde det godt.

 

Der kom endnu mere gang i den på opstarten på Madens Folkemøde, da Nikolaj Kirk indtog scenen og talte om madsnak og børn og magthavere og konkluderede, at ’vi kan ikke bare sidde og ikke sige noget.’ Og det hele startede med et interview i bilen:

’Så spørger journalisten – hvad skal vi med det? Har vi ikke nok af madsnak i Danmark? Man kan jo ikke slå op i blad, så handler det om mad. Å i fjernsynet er der nogle, der laver kager og sukkerdrys, og der er også to idioter, der skyder et dyr og spiser det bagefter. Så mad er alle steder.  Det er rigtigt nok. Der ér mad alle steder.  Men jeg mener jo faktisk det her – Madens Folkemøde – det skal handle om maden ude blandt folket. De mennesker, som hver eneste dag kører hjem fra arbejdet, og så skal der laves noget mad. Det er den mad, vi skal have gang i. Den, vi skal have snakket om. Vi har snakket rigeligt om kokke og restauranter – den der samtale om maden i Danmark – den har vi ikke.’

 

Vi spiser sidelæns

Der er noget galt, når man kigger ind ad folks vinduer og ser på spisevanerne: ’Folk går ikke hen til spisebordet.  De går forbi spisebordet og ind i lædersofaen, og så sidder de ved siden af hinanden og spiser sidelæns. Har i prøvet at spise sidelæns? Det er den mest asociale måde at spise på – man kan ikke engang snakke sammen.’

 

Frem med stenbideren

Madkultur starter i skolen, og ’de der børn – de skal lære at lave mad. De skal blive glade for mad. Tør lærerne købe en kasse med stenbider – frisk stenbider med rogn indeni, eller tænker de – hvad skal jeg gøre, mand? Det holder ikke. Vi skal have de her stenbiderkasser ind, og så skal ungerne have lov til at råbe adr. Og så gør de det i 5 min. og så sir’ man – kom da her op og åbn lige her – der kommer rogn ud. Rør ved det, kan du mærke, det ikke lugter? Ja, det er fordi den er frisk.’

 

Hvorfor ikke?

Hvorfor kan besvares med hvorfor ikke. Og så en dosis begejstring: ’Vi ku gøre det så fedt, å vi er bare lille Danmark. Hvis vi vil, kan vi lave det om.  Hvad skal vi med det? Ja, hvorfor sku vi ikke have det? Vi savner det. Jeg synes, Madens Folkemøde sku’ tvinge magthavere – altså dem der sidder i de forskellige ordforråd – ministre osv. herned og så tvinge dem til at fortælle os, hvad er deres bud på maden i Danmark – i hjemmet, i institutioner? De skal tvinges herned, og vi skal gå i debat med dem, for ellers så er det ligegyldigt.

 

Fremtiden ligger ikke i skyttegrave

Vi skal have det, fordi det er vigtigt. Vi er nødt til at forholde os til det. Hvad er det for et landbrug, vi skal have. Og vi skal give hinanden plads, for lige nu er vi i skyttegrave, og der ligger fremtiden ikke. Vi er i gang med at få en befolkning, som ikke kan lave mad. Stille og roligt kan de ikke lave mad. ’

 

Vi kan ikke bare sidde og ikke sige noget

’Det er derfor, det her folkemøde skal i gang. Og det må ikke blive et hyggearrangement. Det skal ikke handle om at komme og drikke en fadøl og så bare gå lidt rundt og kigge. Det kommer der ikke så meget ud af. Sørg for at indholdet – selve det tunge indhold – at det får plads.

Det her folkemøde er vigtigt. Rigtigt vigtigt. Og vi kan ikke bare gøre det vigtigt i to dage. Det skal ud hele året rundt. Lad os få den der samtale. For hvis den kommer, så er det her det mest vigtige folkemøde nogen sinde i Danmark. Og vi har haft brug for det rigtigt længe. Vi kommer til at få nogle spændende debatter. Nogle skægge debatter.’

 

Ryk sammen og find løsninger

’Jo længere man er fra hinanden – jo oftere man mødes, jo tættere kommer man på hinanden. Og vi skal rykke sammen. Vi skal rykke Danmark sammen. Det, vi spiser, skal rykkes sammen.

Den store grundsten for det her folkemøde må være – hvordan løser vi tingene? Madens folkemøde skal løse ting. Og det skal gøre sig selv til en magtfaktor, som man ikke kan komme udenom, for så bliver man ved med at mødes.’

 

Det blev en opsang, en opfordring og en opløftelse at høre, og der var næppe nogen, som bagefter klappede uden at tænkte ’ja, det er vigtigt. Måske det vigtigste. Vi rykker sammen, og så rykker vi sammen.’

 

 

 Anduin

 

Skriv et svar