Madmagasinet fra Frugtfestivalen

I denne sæson handler Madmagasinet blandt andet om æbler. Tina Müller kigger nærmere på den populære frugt og besøger virksomheder og eksperter, som gør os klogere på frugten. Kokken Adam Aamann tog til Frugtfestival i Sakskøbing, og det program kommer på skærmen tirsdag 27. november kl. 20.45 på DR1.

Adam fik hjælp fra en lokal gæstekok – Hedvig Larsen – og var også rundt at tale med festivalens gæster og udstillere, bl.a. Erik Lolle.

Vi var naturligvis mange, der fulgte optagelserne – det er jo ikke så tit, man kan se tv-programmer bagfra – sådan helt bogstaveligt. Jeg tog så også lige chancen for at kigge med oppefra.

Madmagasinet er et oplysende og nysgerrigt program, der går i dybden med alt fra enkelte råvarer til madtrends. Ideen med Madmagasinet er at styrke danskernes glæde og interesse for mad samt give viden og oplysning om, hvad der er op og ned i forhold til de mange spørgsmål, der trænger sig på omkring mad. Derudover gives der tips, tricks og ny inspiration til madlavningen.