Skærp dine sanser

15.-16. september er der Sydhavsøernes Frugtfestival i Sakskøbing med Madam Mangor som tema, og du skal være parat til alt godt til sanserne.

Sydhavsøernes Frugtfestival

En helt ny slags frugtbattle

I år ser vi på, hvordan frugt anvendes til både kød og kager. Der er nemlig et helt nyt battle på banen med bagere, slagtere og frugtavlere. Hvem vinder den hemmelige bageudfordring? Hvem ved mest om frugtavl på Lolland-Falster? Hvem er hurtigst på blommesmadring og pærekastemaskinen?

I første heat i Frugtbattlen dyster 3 lokale bagermestre på bedste pæretærte og hvem, der bedst klarer den hemmelige bageudfordring, som går på fingerfærdighed på tid, efterfulgt af skarpe spørgsmål om viden og frugt, frugtavl, og hvad og hvordan frugt har været og kan anvendes i kager.

I andet heat i Frugtbattlen dyster 3 lokale slagtermestre på bedste æblegrillpølse, og hvem der hurtigst klarer den hemmelige kødudfordring. Udfordringen er en konkurrence på fingerfærdighed på tid indenfor slagterfaget, efterfulgt at skarpe spørgsmål om frugtavl og kødproduktion på Sydhavsøerne og på viden om slagtervarer.

I sidste og tredje heat dyster 3 lokale frugtavlere om hvem, der har de lækreste pærer, samt om frugtviden og fingerfærdighed på tid.

 

Konkurrencer for publikum

Publikum skal naturligvis ikke snydes for at være med, og alle kan – kun bevæbnet med mobiltelefonen – deltage i årets fotokonkurrence, der som altid styres af Foto-kartellet. Der er flere muligheder for at deltage, og publikum bestemmer også årets vinder.

 

Frugt i lange baner

Frugt på flaske, frugt på glas, frugt au naturelle… Der er alt fra cider til gin, fra kager til babymos, fra æbleflæsk til pandekager – alt med frugt i eller på. Masser at smage på og købe med hjem og måske få klaret de første julegaver.

 

Frugtens univers

Der er som altid mulighed for at få faglige svar på alle mulige spørgsmål om frugt, så man kan medbringe æbler fra haven og få dem artsbestemt eller få gode råd som sygdomme eller pasning.  Man kan se gamle sorter fra Lolland-Falster og lære at pode et æbletræ.

 

Og børnene…

Børnene bliver ikke glemt, og de kan forvente frugtsjov, lave pærevælling, prøve kræfter med æblepressen til most, få de skønneste æblekinder og smage på æbleskiver med revet æble i eller havregrød med frugt. Børnene fra Ellekildeskolen er helt klar til at lære fra sig.

 

Tag armbånd på

Årets armbånd giver endnu flere rabatter end sidste år, og det kan købes i flere af Sakskøbings butikker. Så kan man støtte festivalen og dens børneaktiviteter samtidigt med, at man får både rabatter, kan vinde flotte præmier og være smagsdommer i årets frugtbattle.

Skriv et svar