Tjener, der er myrer i min gin

Sams Island Distillery bruger samme myrer som Noma, og resultatet er ren nydelse.

vikingeråm

Egentlig startede det med ’ka’ du ikke lige….’ Fra Madses kone, for der var fødevarefestival lige om lidt, og det kunne jo være sjovt med noget lokalt sprut. Og så gik Mads og Claus og Jesper i gang med at finde på og teste smage og finde ud af, hvad der sker mellem 72 og 73 grader i destillationen.

Råm fra Samsø

Man skal naturligvis lave en rom, men da rom er lavet på rørsukker, og d’herrer ville bruge roesukker, som er en lokal råvare, måtte navnet ændres, så de laver råm. Med å. Vikinge-råm.

Rom får normalt farven fra at ligge på træfade en 5-25 år, men man kan gå en omvej med træstave, der bliver varmet til 180 grader, så saften trænger ud og bliver karamelagtig på overfladen. Så stikker man et passende antal stave i sin råmtank, og så får den en smuk brun glød og et ekstra pift til smagen, som er sød og mørk og dejlig og med en ret parfumeret duft.

myresluger, lagerpind og resultatet

… og kartofler, naturligvis

Samsøkartofler er et begreb, så der skal laves vodka. Der er bare det, at vodka af kartofler ikke er normen – det var en russisk revolutionsting, for kartofler kræver særlige enzymer, som bl.a. findes i spyt. Og hvor man midt i en revolution næppe er sart med at lade bryggeren spytte i spritten, så er det ikke god tone nu og her. Til gengæld kan man indkøbe de nødvendige enzymer og tilsætte, så kartoflerne kan omdannes til det sukker, gæren skal leve af. Resultatet bliver rigtigt godt med en meget frugtagtig smag.

Vil du smage en myre?

 

Myregin

Gin er lavet på enebær og kommer let til at smage af granskov. En måde at undgå det på, er at tilsætte andre ting – fx noget med citrussmag, der knækker grannåleparfumen. Men hvordan får man citrus som lokal råvare på Samsø? Fra myrer naturligvis. Citrusmyrer. Som der er mange af i de samske skove, og som derfor kan skaffes i nødvendigt antal. Det er så ikke nogen helt let proces – de skal suges op én ad gangen med et lille, dertil indrettet apparat. Der skal 2000 myrer til en tankfuld gin, så nogle kan nå at blive ømme i både knæ og kinder, før der er myrer nok.

Myrerne er de samme, som bruges på Noma, og de lever af bladlus, som de suger nektar fra. Både myrer og enebær kommer i en særlig beholder i processen, så der er ikke myrer i flasken. Kun en fantastisk smag, som balancerer enebær perfekt. Smagen er blid, citrøs og venlig.

Hvis man vil lave sig en samsk drink, vil denne opskrift være perfekt til en lun sommeraften:

Bramble

Gin

Danskvand

Solbærmarmelade

Et nip reven citronskal

Isterninger

 

Anduin

 

Skriv et svar